torsdag den 11. november 2010

Vi kommer alle til et tidspunkt, hvor Vi ikke kan være alene mere.

Solen står højt på himlen, og det sne-belagte landskab skinner smukt, da Jennifer går kold og ensom langs den sti, der aldrig kan ende. Det havde været "Deres sti", men ikke længere, nej bare ikke længere...


"Det går ikke Jen, det ved du godt! Jeg kan bare ikke mere!.. Det ikke dig Jennifer! Det mig." Alt han havde sagt kørte rundt, og rundt i hendes hovede!

"Men jeg er jo stadig forelsket i dig Nicolai? Jeg elsker díg jo stadig?.." Hvert et ord sad fast i hendes hovede, som var de ridset ind. En sort kat løb skråt over "Deres sti", og lige ind i en busk. Jennifer gik derover...

Inde i busken lå den. Hun kaldte katten til sig, og den kom listene fredlig ud. Jen tog den op og gik lidt videre. Idet hun opdager det blodige sår fra kattens mave. Katten faldt ind til hende, den virkede helt afkræftet nu. Jen omfavnede den, mens hun forsat.

 "Tryghed. Tryghed. Tryghed."

Hendes blege hud matchede stien.

"Han kunne sige, hvad han ville, men hun hørte til ham. Han bar på hendes hjerte nu."

En tårer faldt ned langs højre kind. Uendelige tanker fyldte hedens hovede.

"Hvor er jeg om ti år?.. Om ti år, er jeg her slet ikke mere."

En saks så fin og skinnende lå helt ude ved kanten ad "deres sti".

Katten lå helt livløs i hendes favn, da hun forsigtigt samlede hedens eneste håb for hjælp op.

Jennifer lod blot saksen's ene side, presse hårdt mod hendes venstre arm da hun skar.

"Vores sti" Viskede hun stille, mens rosenrødt blod lød langs hendes arm.

Endelig drejede hun af stien.. "Kunne den ende?.."Det var i hvert fald det den var ved.

"Vi er sammen om det her Nicolai", Sagde hun grådefærdig, mens hun om favnede katten. Og faldt blidt sammen foran hendes livskærligeheds hus. . . Nicolai<3
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Abonner på: Opslag (Atom)

Startede med smil, men sluttede med tårer.

jeg ved ikke, om i har oplevet, at nogen i har kære, har fået sygdommen "kræft"? men jeg vil ihvertfald fortæller jer, hvad jeg oplevede...



det hele starter med, at jeg sammen med mine forældre, er ude og besøge et hold at vores venner (familien består af en mand og en kvinde) - kvinden var næsten de 50 år - de har ingen fælles børn. kvinden havde den aften, vi var derude haft ondt i skulderen. ellers havde hun det godt nok (det så det ud til!)



min tegning af en hund, minder mig om hende/dem. fordi de havde den sammen kalender(som sad på deres køleskab)

jeg kommenteret den, sammen med kvinden.. jeg tegnede billedet af hunden, før alt det sket, som står nedenfor.. men nu minder billedet mig om mange ting. - hende, hendes mand, sygdommen, sorg.. osv. den tegning betyder meget for mig!



men... nogle dage efter vores besøg, tager hun i mindeparken med en veninde. da hende og hendes veninde kommer hjem, beder hun veninden bliver ved hende - fordi hun ikke har det så godt, hun havde mave smerter. veninden blev indtil hendes mand kom hjem, hvor de der efter går i seng...



den næste dag:

hun vågner op og føler sig stadig ikke på toppen, og først da hun når ud på toilettet, går det op for hende, at der er noget galt. hendes øjne er gullige, ligeså hendes krop. der sker en masse ting, og det ender med at hun er indlagt(på hospitalet).



jeg besøger hende, sammen med mine forældre, en uge efter hun blev indlagt. jeg kunne tydeligt se at hun var meget syg, og jeg troede det var noget med leveren, så jeg tænkte at det nok virkeligt var slemt! den dag vi besøgte hende, fortalte hun, at hun gerne ville på hospice(staves?) og så nyder resten af hendes tid.. jeg husker tyderligt de ord - der lå nok verdens sødeste og mest optimistiske menneske jeg nogensinde har kendt! - og så kommer de ord ud af hedes mund? jeg kunne slet ikk forstå det. mine tanker var hele tiden "det kan ikke ske.. det må ikke ske.. hun klare den!"... der blev taget prøver af hende, og da hun fik svar på dem, var der næsten gået to uger. svarene på prøverne tydet på, at det var kræft i leveren, og det havde bredt sig. hende og hendes daværende kæreste, besluttede at gifte sig, på hospitalet(af mange grunde).



Efter to uger:

hun fik en plads på hospice.. hun blev svagere og svagere.
vi skulle have besøgt hende, men hun havde det for dårligt til at få få mange besøg.. så det sidste stykke tid, var det kun hendes mand, bedsteveninde,voksene søn, og voksene datter, som var ved hende. de sørgede for, at hun aldrig var alene.



efter tre uger:

hun var virkelig syg der, og også meget meget svag!
hun kæmpede ellers virkelig, og hun var faktisk den eneste positive, som var på det værelse, hun lå. men efter tre uger sov hun stille ind...

det startede med smil
men sluttede med tårer

R.I.P.

hjertekarsygdom støtte armbånd.

hjertekarsygdom støtte armbånd.
idag var jeg i byen, og da jeg stod i matas fik jeg øje på disse to arm bånd. der stod på æsken de lå i :"Hvis du får en hjertekarssygdom, så ønsk du er mand" - hmm?? jeg spurgte så ekspedienten hvad de mente, og hun fortalte at det var fordi, der var lavet meget forskning omkring "mandens hjerte" men ikke om kvindens, så hvis man fik en hjertekarsygdom som kvinde, så ville lægerne ikke vide ligeså meget om dét, som de ville hvis det var en mand, og derfor samler de ind til at, der kan blive lavet mere forskning om kvindens hjerte også.. (eller noget lignede) jeg købte ihvertfald begge armbånd! (-; og hvis der er nogen af jer, som der også vil støtte/vide mere om det så kan i gå ind på deres hjemmeside! (: - Elskhjertet.dk