mandag den 27. september 2010
from: "notting hill" (I think)
"Im just a girl, standing in front of a boy, and ask him, to love her?"
just a girl.
she stand by love
she fight with hate
she died for him
how cold you hurt at girl like her?
how cold you take her just to leave her?
how cold you be so unfair?
thanks jacob.
I can't believe I actually loved you.
I would like to say " no regrets" but I can't.
I know you'r never going to be so sad, as I was. Never.
she fight with hate
she died for him
how cold you hurt at girl like her?
how cold you take her just to leave her?
how cold you be so unfair?
thanks jacob.
I can't believe I actually loved you.
I would like to say " no regrets" but I can't.
I know you'r never going to be so sad, as I was. Never.
onsdag den 8. september 2010
"because of you" Kelly Clarkson.
I will not make the same mistakes that you did
I Will not let myself cause my heart so much misery
I will not break the way you did
You fell so hard
I've learned the hard way, to never let it get that far
Because of you
I'll never stray too far from the sidewalk
Because of you
I learned to play on the safe side
So I don't get hurt
Because of you
I find it hard to trust
Not only me, but everyone around me
Because of you
I am afraid
I lose my way
And it's not too long before you point it out
I cannot cry
Because I know that's weakness in your eyes
I'm forced to fake, a smile, a laugh
Every day of my life
My heart can't possibly break
When it wasn't even whole to start with
Because of you
I'll never stray too far from the sidewalk
Because of you
I learned to play on the safe side
So I don't get hurt
Because of you
I find it hard to trust
Not only me, but everyone around me
Because of you
I am afraid
I watched you die
I heard you cry
Every night in your sleep
I was so young
You should have known better than to lean on me
You never thought of anyone else
You just saw your pain
And now I cry
In the middle of the night
For the same damn thing
Because of you
I'll never stray too far from the sidewalk
Because of you
I learned to play on the safe side
So I don't get hurt
Because of you
I tried my hardest just to forget everything
Because of you
I don't know how to let anyone else in
Because of you
I'm ashamed of my life because it's empty
Because of you
I am afraid
Because of you
Because of you
I Will not let myself cause my heart so much misery
I will not break the way you did
You fell so hard
I've learned the hard way, to never let it get that far
Because of you
I'll never stray too far from the sidewalk
Because of you
I learned to play on the safe side
So I don't get hurt
Because of you
I find it hard to trust
Not only me, but everyone around me
Because of you
I am afraid
I lose my way
And it's not too long before you point it out
I cannot cry
Because I know that's weakness in your eyes
I'm forced to fake, a smile, a laugh
Every day of my life
My heart can't possibly break
When it wasn't even whole to start with
Because of you
I'll never stray too far from the sidewalk
Because of you
I learned to play on the safe side
So I don't get hurt
Because of you
I find it hard to trust
Not only me, but everyone around me
Because of you
I am afraid
I watched you die
I heard you cry
Every night in your sleep
I was so young
You should have known better than to lean on me
You never thought of anyone else
You just saw your pain
And now I cry
In the middle of the night
For the same damn thing
Because of you
I'll never stray too far from the sidewalk
Because of you
I learned to play on the safe side
So I don't get hurt
Because of you
I tried my hardest just to forget everything
Because of you
I don't know how to let anyone else in
Because of you
I'm ashamed of my life because it's empty
Because of you
I am afraid
Because of you
Because of you
Abonner på:
Opslag (Atom)
Startede med smil, men sluttede med tårer.
jeg ved ikke, om i har oplevet, at nogen i har kære, har fået sygdommen "kræft"? men jeg vil ihvertfald fortæller jer, hvad jeg oplevede...
det hele starter med, at jeg sammen med mine forældre, er ude og besøge et hold at vores venner (familien består af en mand og en kvinde) - kvinden var næsten de 50 år - de har ingen fælles børn. kvinden havde den aften, vi var derude haft ondt i skulderen. ellers havde hun det godt nok (det så det ud til!)
min tegning af en hund, minder mig om hende/dem. fordi de havde den sammen kalender(som sad på deres køleskab)
jeg kommenteret den, sammen med kvinden.. jeg tegnede billedet af hunden, før alt det sket, som står nedenfor.. men nu minder billedet mig om mange ting. - hende, hendes mand, sygdommen, sorg.. osv. den tegning betyder meget for mig!
men... nogle dage efter vores besøg, tager hun i mindeparken med en veninde. da hende og hendes veninde kommer hjem, beder hun veninden bliver ved hende - fordi hun ikke har det så godt, hun havde mave smerter. veninden blev indtil hendes mand kom hjem, hvor de der efter går i seng...
den næste dag:
hun vågner op og føler sig stadig ikke på toppen, og først da hun når ud på toilettet, går det op for hende, at der er noget galt. hendes øjne er gullige, ligeså hendes krop. der sker en masse ting, og det ender med at hun er indlagt(på hospitalet).
jeg besøger hende, sammen med mine forældre, en uge efter hun blev indlagt. jeg kunne tydeligt se at hun var meget syg, og jeg troede det var noget med leveren, så jeg tænkte at det nok virkeligt var slemt! den dag vi besøgte hende, fortalte hun, at hun gerne ville på hospice(staves?) og så nyder resten af hendes tid.. jeg husker tyderligt de ord - der lå nok verdens sødeste og mest optimistiske menneske jeg nogensinde har kendt! - og så kommer de ord ud af hedes mund? jeg kunne slet ikk forstå det. mine tanker var hele tiden "det kan ikke ske.. det må ikke ske.. hun klare den!"... der blev taget prøver af hende, og da hun fik svar på dem, var der næsten gået to uger. svarene på prøverne tydet på, at det var kræft i leveren, og det havde bredt sig. hende og hendes daværende kæreste, besluttede at gifte sig, på hospitalet(af mange grunde).
Efter to uger:
hun fik en plads på hospice.. hun blev svagere og svagere.
vi skulle have besøgt hende, men hun havde det for dårligt til at få få mange besøg.. så det sidste stykke tid, var det kun hendes mand, bedsteveninde,voksene søn, og voksene datter, som var ved hende. de sørgede for, at hun aldrig var alene.
efter tre uger:
hun var virkelig syg der, og også meget meget svag!
hun kæmpede ellers virkelig, og hun var faktisk den eneste positive, som var på det værelse, hun lå. men efter tre uger sov hun stille ind...
det startede med smil
men sluttede med tårer
R.I.P.
det hele starter med, at jeg sammen med mine forældre, er ude og besøge et hold at vores venner (familien består af en mand og en kvinde) - kvinden var næsten de 50 år - de har ingen fælles børn. kvinden havde den aften, vi var derude haft ondt i skulderen. ellers havde hun det godt nok (det så det ud til!)
min tegning af en hund, minder mig om hende/dem. fordi de havde den sammen kalender(som sad på deres køleskab)
jeg kommenteret den, sammen med kvinden.. jeg tegnede billedet af hunden, før alt det sket, som står nedenfor.. men nu minder billedet mig om mange ting. - hende, hendes mand, sygdommen, sorg.. osv. den tegning betyder meget for mig!
men... nogle dage efter vores besøg, tager hun i mindeparken med en veninde. da hende og hendes veninde kommer hjem, beder hun veninden bliver ved hende - fordi hun ikke har det så godt, hun havde mave smerter. veninden blev indtil hendes mand kom hjem, hvor de der efter går i seng...
den næste dag:
hun vågner op og føler sig stadig ikke på toppen, og først da hun når ud på toilettet, går det op for hende, at der er noget galt. hendes øjne er gullige, ligeså hendes krop. der sker en masse ting, og det ender med at hun er indlagt(på hospitalet).
jeg besøger hende, sammen med mine forældre, en uge efter hun blev indlagt. jeg kunne tydeligt se at hun var meget syg, og jeg troede det var noget med leveren, så jeg tænkte at det nok virkeligt var slemt! den dag vi besøgte hende, fortalte hun, at hun gerne ville på hospice(staves?) og så nyder resten af hendes tid.. jeg husker tyderligt de ord - der lå nok verdens sødeste og mest optimistiske menneske jeg nogensinde har kendt! - og så kommer de ord ud af hedes mund? jeg kunne slet ikk forstå det. mine tanker var hele tiden "det kan ikke ske.. det må ikke ske.. hun klare den!"... der blev taget prøver af hende, og da hun fik svar på dem, var der næsten gået to uger. svarene på prøverne tydet på, at det var kræft i leveren, og det havde bredt sig. hende og hendes daværende kæreste, besluttede at gifte sig, på hospitalet(af mange grunde).
Efter to uger:
hun fik en plads på hospice.. hun blev svagere og svagere.
vi skulle have besøgt hende, men hun havde det for dårligt til at få få mange besøg.. så det sidste stykke tid, var det kun hendes mand, bedsteveninde,voksene søn, og voksene datter, som var ved hende. de sørgede for, at hun aldrig var alene.
efter tre uger:
hun var virkelig syg der, og også meget meget svag!
hun kæmpede ellers virkelig, og hun var faktisk den eneste positive, som var på det værelse, hun lå. men efter tre uger sov hun stille ind...
det startede med smil
men sluttede med tårer
R.I.P.
hjertekarsygdom støtte armbånd.
idag var jeg i byen, og da jeg stod i matas fik jeg øje på disse to arm bånd. der stod på æsken de lå i :"Hvis du får en hjertekarssygdom, så ønsk du er mand" - hmm?? jeg spurgte så ekspedienten hvad de mente, og hun fortalte at det var fordi, der var lavet meget forskning omkring "mandens hjerte" men ikke om kvindens, så hvis man fik en hjertekarsygdom som kvinde, så ville lægerne ikke vide ligeså meget om dét, som de ville hvis det var en mand, og derfor samler de ind til at, der kan blive lavet mere forskning om kvindens hjerte også.. (eller noget lignede) jeg købte ihvertfald begge armbånd! (-; og hvis der er nogen af jer, som der også vil støtte/vide mere om det så kan i gå ind på deres hjemmeside! (: - Elskhjertet.dk
